Etape Bornholm er udsolgt på 5-dages etapen
Vi er nået til 2200 deltagere i Etape Bornholm 2012. Derfor er tilmeldingen lukket (dog ikke børn- og ungdomsklassen).
Lad mig understrege. Der oprettes IKKE venteliste. Udsolgt er udsolgt – forstået på den måde, at vi ikke igen åbner for tilmeldinger. Vi vurderer, at der er plads til ca. 1900 deltagere på 5-dages etapen. Vi ved, at der er ca. 10 procent, som alligevel ikke kommer til start af de 2200 tilmeldte. Enten nogen som får (en del af) startgebyret refunderet, eller får overført starten til næste år. Typisk i forbindelse med skader, graviditet, andre akutte planer mv.
Derfor vil de 2200 tilmeldte langsomt dale til ca. 1900 deltagere inden vi når 23. juli. Pladser, der altså ikke igen bliver udbudt.
Der er dog en enkelt måde stadigvæk at komme til start på. Man kan handle startnumret indbyrdes – en sag alene mellem de implicerede parter. Pris m.v. aftaler man selv.
Hvordan skabes kontakt mellem sælger og køber? Det er vores erfaring at både DBA, dourun.dk, bormholmer- markedet.dk m.v. bliver brugt til at formidle kontakt. En anden mulighed er Etape Bornholms Facebook side. Her kan man også kontakte hinanden. Det er vores erfaring, at der i sær i den sidste måned op til start, er mange ændringer. Så vil du have et nummer, så ha´ is i maven.
Der er fortsat mange startnumre i børne- og ungdomsklassen. Der bliver der formentlig ikke udsolgt, men startnumre kan fås helt op til første start. Startnumre til enkeltdags etaper åbner i weekenden op til løbet (kan ikke købes online). |